Af: Vanita Ganesh
november 14 2024
Videoen viser optagelser fra Wimereux i Frankrig og har ikke noget med de nylige oversvømmelser i Spanien at gøre.
Hvad er påstanden?
På sociale medier deles en 21 sekunder lang videomontage, som angiveligt viser klip fra de nylige oversvømmelser i Spanien. I to af klippene ses bølger slå ind over en promenade langs en kyst. Et tredje klip viser en bil køre gennem oversvømmede gader.
Videomontagen deles i kølvandet på de omfattende oversvømmelser, der for nylig ramte Spanien og kostede 214 mennesker livet. Den 12. november 2024 sendte spansk beredskab endnu en advarsel om tung nedbør, stærk vind og høje bølger.
Et TikTok-oplag med videoklippene blev delt den 6. november med teksten: “Bed for Spanien.” Opslaget har siden fået 37.800 likes og er blevet delt 7.552 gange.
Men videoen er ikke fra Spanien. Faktisk viser den en storm ramme den franske kystby Wimereux.
Første klip
Gennem en omvendt billedsøgning efter skærmbilleder fra videoen fandt vi billeder på billedtjenesten Alamy af de samme bygninger og det samme landskab, som ses i videoen. Ifølge de tilhørende beskrivelserne er billederne taget i Wimereux i Frankrig.
Vi fandt Wimereux’ strandpromenade på Google Maps og kunne ud fra bygningerne og bakkerne i baggrunden verificere, at det er her, videoklippet er optaget, selvom det er filmet fra en anden vinkel end billederne på Google Maps.
Bakkerne i baggrunden af TikTok-videoen (til venstre) kan også ses på Google Maps’ billeder fra Wimereux (til højre). (Kilde: TikTok/Google Maps)
Andet klip
Ved hjælp af Google Maps fandt vi frem til, at TikTok-videoens andet klip er filmet fra gaden Quai Hazebrouck i Wimereux.
Broen og bygningerne i den virale video (øverst) kan genfindes på Google Maps-billeder fra Wimereux (nederst). (Kilde: TikTok/Google Maps)
Tredje klip
Det tredje klip i videomontagen er ligeledes fra Wimereux. Ved hjælp af omvendt billedsøgning fandt vi et billede på billedtjenesten Alamy af den hvide bygning, der ses i klippet. Billedet på Alamy viser stormen Ciaran ramme Opalkysten ved Wimereux i 2023. Selvom videoen er filmet samme sted, som billedet er taget, kunne vi ikke afgøre, hvornår videoen er filmet.
Vi lokaliserede den samme bygning på Google Maps.
Klippene er altså ikke fra Valencia i Spanien, sådan som det påstås på TikTok. De er derimod filmet i den franske kystby Wimereux. Logically Facts kunne ikke afgøre, hvornår de tre klip er filmet.
Bedømmelse
Vores research viser, at TikTok-videoen er fra Wimereux i Frankrig og ikke Valencia i Spanien. Klippene har ikke noget med den seneste tids oversvømmelser i Spanien at gøre. Vi vurderer derfor påstanden som falsk.
Oversat af Nikolaj Kristensen.