Af: Umme Kulsum
oktober 9 2023
Intet tyder på, at WEF har taget kontrol over amerikanske militærbaser i Panama. Påstanden stammer fra en hjemmeside, der spreder misinformation.
Hvad er påstanden?
På sociale medier deles en artikel med overskriften "WEF (World Economic Forum, red.) afsløret i at orkestrere amerikansk grænsekrise fra militærbaser i Panama." Artiklen er udgivet på hjemmesiden The People's Voice, tidligere kendt som NewsPunch, der ofte spreder misinformation og konspirationsteorier.
Artiklen er udgivet den 30. september 2023 og tager udgangspunkt i et opslag på X, tidligere kendt som Twitter, som er delt af den politiske kommentator Ann Vandersteel den 26. september 2023.
Opslaget består af et billede, hvor man kan se Panamas flag ved siden af et hvidt flag, samt teksten: "Se godt efter, Amerika. Den amerikanske regering har forladt Panama, den amerikanske kronjuvel i Latinamerika. USA's militæranlæg er enten fuldstændig nedslidte eller, værre endnu, besat af globalistiske psykopater. Vi byggede kanalen og forærede den væk. Det første skib, der sejlede gennem kanalen, efter vi havde overdraget den til Panama, var fra Kina. I dag er Kinas tilstedeværelse massiv i hele Central- og Sydamerika. Jeres regering lod det ske. Panamanere elsker amerikanere, og de spørger: 'Hvor er amerikanerne?' Dette er den gamle SouthComm-base kendt som Ft Clayton, og i dag hejser WEF deres flag. Skal vi lade KKP (Kinas Kommunistiske Parti, red.) og WEF tage det hele?"
Med opslaget som dokumentation hævder Vandersteel, at WEF's flag er blevet hejst over en tidligere amerikansk militærbase i Panama ved siden af det panamanske flag.
Skærmbilleder af artiklen om WEF's påståede overtagelse af militærbasen i Panama er blevet delt på både TikTok, X og Facebook. Eksempler på sådanne opslag kan ses her, her, her, her og her.
Men intet tyder på, at WEF har overtaget militærbaser i Panama, eller at organisationen derfra styrer den amerikanske grænsesituation.
Hvad fandt vi ud af?
Ann Vandersteel er en konservativ politisk kommentator og mediepersonlighed, og så er hun vært på onlineprogrammet Right Now with Ann Vandersteel - "Lige nu med Ann Vandersteel". I People's Voice-artiklen står der, at Vandersteel besøgte den forhenværende militærbase Fort Clayton i nærheden af det tidligere amerikansk-kontrollerede område Panama Canal Zone. Her tog hun et billede af de hejste flag og delte det med påstanden om, at flagene var WEF’s.
Men det hvide flag, som ses ved siden af Panamas på billedet, er ikke et WEF-flag.
Flaget på billedet fra X sammenlignet med logoet for FN's Verdensfødevareprogram (Kilde: X/@annvandersteel/World Food Programme)
Zoomer man ind på billedet, kan man se bogstaverne "WFP" på flaget. Ved at søge efter WFP på Google fandt vi resultater for FN's Verdensfødevareprogram, som på engelsk hedder World Food Programme, forkortet WFP. På WFP's officielle hjemmeside kan man se det samme emblem og logo som på det afbildede flag. På flaget står der på portugisisk "Programa Mundial de Alimentos", som kan oversættes til "Verdensfødevareprogrammet". Det bekræfter, at det hvide flag, der ses på billedet, ikke tilhører World Economic Forum. Verdensfødevareprogrammet er en international organisation under FN, der yder fødevarehjælp i hele verden. Den er ikke knyttet til WEF.
Derudover er WFP's logo forskelligt fra WEF's, som det ses af sammenstillingen herunder.
WFP's flag (til venstre) er her sammenstillet med WEF's flag (til højre). (Source: X/Screenshot/World Economic Forum/Benedikt von Loebell)
Talsmand for WEF, Yann Zopf, fortæller også, at påstanden, der fremsættes i artiklen, er falsk. "Jeg kan bekræfte, at der er tale om falske nyheder, som søger at miskreditere det vigtige arbejde, som World Economic Forum udfører i forbindelse med alvorlige globale udfordringer."
Ifølge det amerikanske udenrigsministerium underskrev USA og Panama i 1977 Torrijos-Carter-traktaterne for at sikre Panamakanalens varige neutralitet. Den 31. december 1999 overtog Panama den fulde kontrol over kanalen. Militærbaserne i Panama styres derfor i dag af Panamas regering og militær. De amerikanske told- og grænsemyndigheder under ministeriet for Homeland Security har ansvar for at sikre USA's grænser.
Desuden har WEF ikke myndighed til at kontrollere militærbaser i USA eller i noget andet land. WEF er en ikke-statslig organisation, der primært beskæftiger sig med økonomiske og sociale spørgsmål og afholder årlige møder i Davos, Schweiz.
WEF bliver ofte gjort til genstand for forskellige konspirationsteorier, der hævder, at organisationen er involveret i hemmelige planer om at overtage verdensherredømmet eller skabe en New World Order - "ny verdensorden". Disse påstande betragtes som ubegrundede.
Logically Facts har tidligere afkræftet et utal af påstande bragt af The People's Voice.
Bedømmelse
WEF har ingen myndighed over militærbaserne i Panama. Det flag, der ses i opslaget på X, tilhører ikke WEF, men derimod WFP som er et FN-organ, der yder fødevarehjælp på globalt plan. Vi bedømmer derfor påstanden som falsk.
Faktatjekket er oversat af Nikolaj Kristensen.