Af: Sam Doak
oktober 19 2023
Videoen er optaget i Ukraine flere måneder før de nuværende kampe i Israel og Gaza.
Kontekst
Lørdag den 7. oktober 2023 indledte militante grupper med tilknytning til Hamas og det palæstinensiske Islamisk Jihad et angreb på israelsk territorium. Den 11. oktober forlød det fra regeringskilder, at mere end 1.200 israelere har mistet livet siden lørdagens angreb. Samtidig har sundhedsministeriet i Gaza udtalt, at mere end 950 mennesker i Gazastriben er døde som følge af de israelske gengældelsesangreb.
Mens kamphandlingerne har udspillet sig i Israel og Gaza, har utallige vildledende videoer floreret på nettet. Et klip, som er filmet i et byområde om natten, viser brændende materiale falde ned fra himlen. Adskillige brugere har de seneste dage delt optagelsen på X (tidligere kendt som Twitter) og hævdet, at den viser israelske styrkers brug af kemiske våben i Gaza.
Men Logically Facts kan konstatere, at videoen er optaget i Ukraine og ikke i Gaza.
Faktisk
Ved at foretage en omvendt billedsøgning kan vi se, at optagelserne indgår i en artikel, som den britiske avis The Mirror udgav den 12. marts 2023, altså flere måneder inden Hamas' angreb på Israel.
Ifølge avisen viser videoen et russisk termit-angreb mod den ukrainske by Vuhledar. Samme beskrivelse af videoen fremgår af en YouTube-video udgivet af den britiske avis The Telegraph. Hverken The Telegraph eller The Mirror fremlægger dog nogen dokumentation for, at videoen rent faktisk er optaget i Vuhledar. Ved at søge efter begivenheden på sociale medier viser det sig imidlertid, at X-brugeren ‘@auditor_ya’, der er frivillig i projektet Geoconfirmed, har geolokaliseret optagelserne til Desantnykiv Street i den nordlige del af Vuhledar.
Bedømmelse
Videoen viser ikke brug af kemiske våben i Gaza. Den er filmet i Vuhledar, Ukraine, og viser ifølge nyhedsmedier et russisk angreb med termit. Vi bedømmer derfor påstanden som falsk.
Artiklen er oversat af Nikolaj Kristensen.