Hjem Video viser ikke israelske soldater skyde efter palæstinenseres vandbeholdere

Video viser ikke israelske soldater skyde efter palæstinenseres vandbeholdere

Af: Nikolaj Kristensen

april 4 2024

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Video viser ikke israelske soldater skyde efter palæstinenseres vandbeholdere (Kilde: Instagram/TikTok/X/Facebook/Skærmbilleder)

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Skuddene, der høres i videoen, er en lydeffekt, som er blevet tilføjet ved redigering af videoen. I den oprindelige video-fil lyder ingen skud.

Kontekst

På sociale medier florerer en video, som angiveligt skulle vise israelske soldater skyde efter vandbeholdere ved palæstinensiske hjem på Vestbredden. 

Videoen er tekstet på arabisk og engelsk og viser to israelske soldater, der fører vejkontrol. Ifølge underteksterne spørger den ene soldat den anden, om han kan ramme en vandbeholder længere oppe ad vejen. Den anden soldat tager sigte, mens kameraet panorerer op ad vejen. To skud høres, idet en hvid bil kører forbi. Derefter griner soldaterne, og en af dem siger tilsyneladende: "Nu har de ikke noget vand."

Videoen er blevet delt med påstanden på både TikTok, Facebook, Instagram og X. Den er endda blevet samlet op af enkelte arabiske medier og engelsksprogede medier med fokus på Mellemøsten.

Men videoen viser ikke israelske soldater skyde på vandbeholdere. Videoen er iscenesat, og de skud, man hører, er ikke rigtige skud, men derimod en lydeffekt der er tilføjet under redigering af videoen.

Faktisk

I flere eksempler af videoen, der cirkulerer online, fremgår det, at den stammer fra Instagram-kontoen "aobaidaat". Kontoen tilhører ifølge dens beskrivelse en journalist fra Jerusalem ved navn Ali Nasr Obaidat. Her blev videoen lagt op den 29. marts. En del af videoen er dog sløret, hvilket kunne tyde på, at det ikke er den oprindelige udgave.

Logically Facts kontaktede Obaidat og spurgte, hvor han havde fundet videoen. Som svar sendte han et skærmbillede af videoen på TikTok, hvor også et TikTok-brugernavn var synligt. Vi fandt kontoen, der matcher brugernavnet. Også her blev videoen uploadet den 29. marts 2023, men til forskel fra videoen på Instagram er videoen her ikke sløret og har ikke undertekster. 

I kontobeskrivelsen står der på hebraisk: "Efter så lang tid i reserven må vi grine for ikke at græde," hvilket tyder på, at kontoen er af humoristisk karakter.
Det fremgår af beskrivelsen af videoen, at der i virkeligheden ikke bliver skudt i videoen. Oversat fra hebraisk står der: "For at gøre det klart, er dette ikke et rigtigt skyderi." 

Vi kan desuden se, at soldaten, der holder geværet, ikke rører aftrækkeren på noget tidspunkt i videoen. Kameraet panorerer dog væk fra ham, da skuddene høres, så han kan have trykket på aftrækkeren, mens han er ude af billedet.

Så vidt det er muligt at se i videoen, rører soldatens finger ikke aftrækkeren. (Kilde: TikTok/Skærmbilleder)

Det fremgår også, at videoen indeholder en lydeffekt kaldet "Lyden af at skyde med en pistol (945642) - S_R." En søgning på TikTok viser, at flere andre videoer indeholder den samme lydeffekt.

Lydeffekten, der høres i videoen, ser ud til at være blevet brugt i mange andre TikTok-videoer. (Kilde: TikTok/Skærmbilleder)

Et par dage efter videoen blev lagt op på TikTok-kontoen, dukkede en anden video med den samme lydeffekt op på den samme konto. Denne video viser en soldat, der angiveligt skyder en sodavandsdåse ud af hånden på en anden. Videoens beskrivelse minder om den, vi så ved den første video (på hebraisk): "For at undgå tvivl så blev der ikke skudt i virkeligheden, lyden er blevet tilføjet i redigeringen."

Vi sammenlignede lydeffekten, der bliver brugt i de to videoer af israelske soldater, med en anden video der angiveligt bruger samme lydeffekt. Det er en japansk video af et barn, der lader som om, at han skyder sin hvide hundehvalp. Den japanske video blev uploadet den 1. september 2023 og kan derfor ikke have taget lyden fra de to andre videoer, hvis skyderierne deri rent faktisk var ægte.

Lyden af geværskud i de tre videoer er tilsyneladende den samme. (Kilde: TikTok)

Ved at sammenligne lydbølgerne i hver af de tre videoer fra det tidspunkt hvor skuddene høres, kan vi se, at lyden er tæt på identisk. Dette tyder på, at det rigtignok er den samme lydeffekt, der er blevet tilføjet lydsporet i alle tre videoer.

Sammenligning af lydbølgerne i de tre videoer viser, at lyden er identisk. (Kilde: Logically Facts)

Vi kontaktede den israelske soldat, der står bag TikTok-kontoen, og fik ham til at sende os den oprindelige videofil. Her kan man ikke høre nogen skud.

I den oprindelige video høres ingen skud, mens den hvide bil passerer. (Kilde: avrr101)

Logically Facts bad TikTok-brugeren forklare vittigheden i videoen. Han sagde, at videoen refererer til en hændelse, hvor den bosættelse, som soldaterne beskytter, kom under beskydning fra de nærliggende landsbyer. "Ved en lejlighed blev en kedel ramt, der bruges til at opvarme vand for en af beboerne. Som en påmindelse om hændelsen lavede soldaterne en joke på TikTok," forklarede han.

Bedømmelse
I den oprindelige video-fil høres ingen skud. Brugeren, der står bag videoen, har gjort det klart, at der ikke blev skudt, og at de skud, man hører, er en lydeffekt, der er tilføjet ved redigering af videoen. Det understøttes af, at den præcis samme lydeffekt optræder i andre videoer. TikTok-kontoens beskrivelse antyder, at de videoer, der findes på kontoen, er af humoristisk karakter. Vi bedømmer derfor påstanden om, at videoen viser israelske soldater skyde på palæstinenseres vandbeholdere, som falsk.

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0 Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før