Hjem Gamle videoklip bliver delt som nylige optagelser af den russiske flåde i Det Røde Hav

Gamle videoklip bliver delt som nylige optagelser af den russiske flåde i Det Røde Hav

Af: Rohith Gutta

april 8 2024

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Gamle videoklip bliver delt som nylige optagelser af den russiske flåde i Det Røde Hav (Kilde: TikTok/Skærmbillede)

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Videoklip af russiske flådeskibe, der udfører forskellige øvelser ved forskellige lejligheder, er blevet klippet sammen.

Hvad er påstanden?

En video af skibe, der øjensynligt sejler i åbent hav, bliver delt på sociale medier med påstanden om, at den viser den russiske flåde ankomme til det Det Røde Hav. Mellem klippene af skibe ses også billeder af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og personer der ser ud til at være russiske militærofficerer. 

Videoen bliver delt i forbindelse med, at den russiske flåde er gået ind i Det Røde Hav. Det sker, efter at Houthi-oprørerne dér har angrebet russiske skibe som gengældelse for Israels krig i Gaza, skriver Bloomberg.

Men der er tale om gamle videoer, som er blevet klippet sammen og delt med den misvisende påstand, at de viser Ruslands nylige oprustning i Det Røde Hav.

Hvad fandt vi ud af? 

Videoen er sammensat af en masse forskellige klip, der er optaget på forskellige tidspunkter. For overskuelighedens skyld har vi i det følgende opdelt videoen i seks dele. 

Første del

Det første klip, som vises i de første to sekunder af videoen, viser fire helikoptere, der svæver over et fartøj på havet, mens et andet fartøj er tøjret til bredden.

En omvendt billedsøgning efter skærmbilleder fra klippet førte os til et nyhedsindslag fra den amerikanske nyhedskanal CNN. Indslaget er fra den 9. september 2016, hvor CNN dækkede en russisk militærøvelse på halvøen Krim, som Rusland havde besat to år tidligere. Ni sekunder inde i CNN-indslaget finder vi det klip, som deles på sociale medier med påstanden om, at det er russiske skibe i Det Røde Hav. 

Anden del

Næste klip vises 2-5 sekunder inde i videoen, og det viser tre helikoptere svæve rundt om to fartøjer, som sejler parallelt med hinanden.

En omvendt billedsøgning efter klippet førte os til en video, der blev lagt ud på YouTube af det russiske forsvarsministerie den 27. november 2016. I videobeskrivelsen står der, at videoen viser optagelser fra fejringen af Flådens Dag i Rusland, som blev afholdt samme dag. Det fremgår også, at mærkedagen fejres hvert år den 27. november. Seks sekunder inde i den originale video ses det klip, der er i omløb på sociale medier. 

Tredje del 

Seks sekunder inde i den virale video ses et klip af to skibe, der ser ud til at være filmet fra et tredje skib. Det samme klip gentages cirka 21 sekunder inde i videoen.

En omvendt billedsøgning førte os til en godt to minutter lang video, som det russiske forsvarsministerie lagde på X (tidligere Twitter) den 23. oktober 2021. I opslaget med videoen står der, at det er optagelser af en fælles flådepatrulje, som krigsskibe fra Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina foretog i den vestlige Stillehavsregion mellem den 17. og 23. oktober 2021. I denne video kan man se russiske og kinesiske flag på skibene. Det virale klip ses i videoens første otte sekunder.

Fjerde del 

Ni til 11 sekunder inde i den virale video ses et klip af et skib, som sejler over, hvad der ser ud til at være åbent hav. Dette klip stammer også fra det russiske forsvarsministeries video af den russisk-kinesiske flådepatrulje i 2021. Klippet fra den virale video ses et minut og 35 sekunder inde i den oprindelige video af forsvarsministeriet.

Femte del

Denne del løber fra 00:11 til 00:13 sekunder i den virale video og viser skibe, der sejler på række tilsyneladende på åbent hav. Klippet gentages cirka 30 sekunder inde i den sammenklippede video. Også dette klip stammer fra optagelserne af Rusland og Kinas flådepatrulje i det vestlige Stillehavsområde i 2021, hvor det kan ses efter et minut og ti sekunder i den originale video.

Sjette del

13 sekunder inde i videoen, der deles online, ses et enkelt stort fartøj sejle i åbent farvand. Endnu engang er der tale om optagelser fra den fælles patrulje i Stillehavet i 2021. Klippet kan ses 18 sekunder inde i videoen fra det russiske forsvarsministerie. 

Bedømmelse

Gamle klip af russiske flådeøvelser er klippet sammen til den video, der angiveligt viser den russiske flåde i Det Røde Hav i marts 2024. Vi bedømmer påstanden som falsk. 

Artiklen er oversat af Nikolaj Kristensen. 

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0 Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før