Af: Nikolaj Kristensen
september 11 2023
Lægemiddelstyrelsens enhedschef var ikke vaccineret mod COVID-19, da hun faldt om. Videoen spreder udokumenterede påstande om coronavaccinerne.
Kontekst
Et videoklip deles på sociale medier, som angiveligt viser en sundhedsminister, der falder om under et coronapressemøde. Klippet optræder i en 10 minutter lang video, der er blevet delt mere end 80.000 gange og har opnået 3,1 millioner visninger på Facebook.
I resten af videoen ses flere klip af personer, heriblandt skuespillere, atleter og journalister, der falder om eller lider af forskellige sygdomme. Videoen indeholder også grafikker med teksten: "Tag ikke vaccinen", og på et tidspunkt høres en stemme sige, at omfanget af hændelser som dem, der vises i videoen, er eksploderet efter COVID-19-pandemien.
Men videoen fremfører ingen dokumentation for, at coronavaccinerne skulle være skyld i de afbilledede hændelser. Og flere af hændelserne har beviseligt intet med coronavaccinerne at gøre. Det gælder blandt andet den påståede sundhedsminister.
Faktisk
Mange vil måske genkende klippet med "sundhedsministeren" og vide, at der slet ikke er tale om en minister. Den 14. april 2021 holdt de danske sundhedsmyndigheder nemlig et pressemøde med budskabet om, at Danmark ville stoppe udrulningen af AstraZenecas COVID-19-vaccine på grund af bekymringer om øget risiko for blodpropper. Med på pressemødet var daværende direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, samt enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Erichsen.
Under pressemødet besvimede Tanja Erichsen, og der spredte sig efterfølgende rygter på nettet om, at hun var død, og at det skyldtes, at hun var blevet vaccineret mod COVID-19. Men et par dage senere skrev Erichsen i et tweet, at hun havde det godt, og Lægemiddelstyrelsen fortalte faktatjekmediet TjekDet, at hun endnu ikke var blevet vaccineret mod COVID-19.
Udrulningen af COVID-19-vaccinerne var kun få måneder gammel, da pressemødet fandt sted. Ifølge den danske vaccinationskalender var det på daværende tidspunkt næsten udelukkende ældre mennesker, personer i risikogrupper og ansatte i sundheds- og ældreplejesektoren, der blev vaccineret.
Ovenpå videoen, der florerer på sociale medier, er påsat teksten: "Died Suddenly er på Rumble, se den...", med henvisning til den pseudovidenskabelige dokumentarfilm Died Suddenly, der fremfører påstande om, at coronavaccinerne har forårsaget tusindvis af dødsfald. Logically Facts har tidligere afkræftet flere af påstandene i filmen.
Videoen indeholder også påstande, som tidligere i år blev fremført af den amerikanske sladderjournalist A.J. Benza, om at den amerikanske skuespiller Jamie Foxx fik en blodprop i hjernen, der gjorde ham delvist lam og blind, efter at han var blevet vaccineret mod COVID-19. Benza fremsatte påstandene i en podcast, efter at Foxx blev indlagt i april. Logically Facts har tidligere tilbagevist Benzas påstande. De to vacciner, der har vist sig at medføre let øget risiko for blodpropper, bruges nemlig sjældent i USA. I et nyligt opslag på Instagram adresserede Foxx nogle af de påstande, der har floreret omkring hans indlæggelse, og sagde, at han ikke var blevet hverken lam eller blind. Nyere opslag viser ham da også køre bil og lufte hunde. x
Bedømmelse
Kvinden, der besvimer i videoen, var ikke blevet vaccineret før sit kollaps. Hun var heller ikke sundhedsminister, men derimod enhedschef i Lægemiddelstyrelsen. Videoen spreder udokumenterede og tidligere afkræftede påstande om coronavaccinerne. Derfor bedømmer vi denne påstand som falsk.
Faktatjekket er oversat af Nikolaj Kristensen.
COVID-19-pandemien har givet anledning til en masse potentielt skadelig misinformation. For pålidelig rådgivning om COVID-19, herunder angående symptomer, forebyggelse og tilgængelig behandling, henviser vi til Verdenssundhedsorganisationen (WHO) eller dine nationale sundhedsmyndigheder.