Hjem Transfobisk tekst tilføjet til svømmedragter på gammelt billede af amerikansk vandpolohold

Transfobisk tekst tilføjet til svømmedragter på gammelt billede af amerikansk vandpolohold

Af: Nikolaj Kristensen

marts 25 2024

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Transfobisk tekst tilføjet til svømmedragter på gammelt billede af amerikansk vandpolohold (Kilde: X/Skærmbillede)

Faktatjek

Bedømmelse FORFALSKNING

Billedet er blevet digitalt manipuleret. På det oprindelige billede står der ikke "Not a Dude!" på pigernes svømmedragter.

Hvad er påstanden?

Et billede af en gruppe unge kvinder i sorte badedragter med ordene: "Not a Dude!" - ‘ikke en fyr!’ - trykt hen over skridtet cirkulerersociale medier. En bruger på X (tidligere kendt som Twitter) har delt billedet i et opslag med teksten: "Ikke fyre!". Opslaget har i skrivende stund over 17 millioner visninger og 9.000 delinger. 

Men billedet er et resultat af digital manipulation. Teksten er blevet tilføjet et fotografi fra 2018 for at sprede kønsbaseret misinformation.

Hvad fandt vi ud af?

Ved at foretage en omvendt billedsøgning i den russiske søgemaskine Yandex fandt vi den oprindelige udgave billedet på hjemmesiden Img Box. Her står der imidlertid ikke "Not a Dude!" på svømmedragterne. På billedet ses også en kvinde i en hvid trøje med et logo, der afslører, at de unge kvinder spiller for vandpoloholdet fra Ransom Everglades, en privatskole i Miami, Florida.

Til venstre ses billedet, der deles på X, til højre det oprindelige billede uden teksten på svømmedragterne. (Kilde: X/Img Box/Skærmbilleder/redigeret af Logically Facts)

Gennem en omvendt billedsøgning på Google kunne vi spore originalbilledet tilbage til 2018, hvor det blev delt af en X-bruger den 27. maj.

Ved at undersøge Ransom Everglades-privatskolens sociale medier fandt vi et fotografi, der tilsyneladende viser det samme hold i identiske badedragter fejre en mesterskabssejr i april 2018. Billedet blev lagt ud på skolens Facebook-side og var ledsaget af billedteksten: "To titler på to timer: Tillykke til vores distriktsmestre i vandpolo for drenge og piger!"

Et tilsvarende fotografi findes på skolens Instagram-profil. I modsætning til det billede der florerer på X, viser disse fotografier ingen tekst nederst på svømmedragterne. På Instagram er en fotograf ved navn Carl Kafka krediteret for billedet.

Logically Facts har kontaktet fotografen for yderligere kommentarer. Denne artikel vil blive opdateret, såfremt vi modtager svar.

Kontekst

Under stor mediebevågenhed gav den transkønnede amerikanske svømmer Lia Thomas i januar 2024 offentligt udtryk for, at hun ville gå rettens vej for at få lov til at deltage i konkurrencesvømning. Det gjorde hun som reaktion på regler, der blev indført i 2022, som forbyder transkønnede kvinder at konkurrere i svømmekonkurrencer for kvinder, medmindre de har gennemgået en kønsskifteoperation, før de fyldte 12 år. 

I kølvandet på sagen cirkulerede et digitalt manipuleret billede af en kvinde i en lyserød badedragt - som fejlagtigt blev fremstillet som værende Thomas - på nettet. Billedet og dets udbredelse synes at parodiere Thomas' juridiske kamp og illustrerer den øgede offentlige og mediemæssige opmærksomhed, som transkønnede atleter i dag er underlagt. 

Bedømmelse

På det oprindelige fotografi står der ikke "Not A Dude!" på vandpolospillernes svømmedragter. Billedet er digitalt manipuleret.

Oversat af Nikolaj Kristensen. 

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0 Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før