Af: Nikolaj Kristensen
juni 6 2023
Videoen, hvor Mette Frederiksen tilstår at slette sms’er for at skjule noget, er en deepfake.
Kontekst
En deepfake af statsminister Mette Frederiksen begyndte at cirkulere på TikTok i slutningen af maj 2023. I videoen tilstår Frederiksen øjensynligt at slette vigtige sms’er fra sin telefon for at skjule noget. Derudover taler hun om aflivningen af mink og om at bryde den danske grundlov. Videoklippet ser ud til at stamme fra et pressemøde. Men videoen er en deepfake.
Faktisk
Allerede i begyndelsen af videoen er der tegn på, at den er manipuleret. Her siger Frederiksen på engelsk: “Derhjemme er jeg kendt som Slette-Mette.” Indretningen tyder imidlertid på, at hun står i Spejlsalen i Statsministeriet. Derfor giver det ikke mening at tale om “derhjemme,” som om hun ikke er i Danmark.
Videomaterialet, som er brugt til at lave deepfaken, stammer sandsynligvis fra et pressemøde, der blev afholdt i begyndelsen af coronapandemien den 30. marts 2020. Det fandt altså sted 18 måneder før, at Frederiksen fik øgenavnet “Slette-Mette” i oktober 2021, efter det kom frem, at hun havde aktiveret en tjeneste på sin arbejdstelefon, så den automatisk slettede gamle beskeder.
Den deepfakede video er på engelsk, mens det oprindelige pressemøde blev holdt på dansk. Deepfaken begynder med ordene: “hello world” - ‘hej verden’. Videoen skal muligvis ses i kontekst af, at Frederiksen for tiden bliver nævnt som kandidat til jobbet som generalsekretær for NATO, hvilket den norske avis VG rapporterede den 21. april i år. Rygterne om statsministerens kandidatur er taget til i tiden op til hendes besøg i Det Hvide Hus den 5. juni - det første i hendes fire år som statsminister.
Bedømmelse
Videoen, hvor statsminister Mette Frederiksen taler til verden og tilstår at slette sms’er, fordi hun har noget at skjule, er en deepfake. Videomaterialet, der er anvendt til deepfaken, er fra et pressemøde afholdt i Statsministeriet i marts 2020. Den falske video er kommet frem i en tid, hvor Frederiksen rygtes som en mulig kandidat til jobbet som generalsekretær for NATO. Vi har derfor markeret videoen som falsk.